Det RIGTIGE Malaysia...

Kunsten at lave ingenting… 

 

Dét, er vi gode til!

De første dage her i Melaka har vi ikke lavet en fløjtende fis. Vi skal altså lige vænne os til varmen, så det er ikke længe af gangen vi er udenfor, før vi lige smutter op på det kølige værelse og blir kølet ned igen.

Der ligger et stort indkøbscenter 150 meter fra huset og det kan vi liiiige klare at gå hen i. Meget belejligt – ellers var vi fortsat med at leve af Maggi’s kopnudler tror jeg. Ren gourmetmad.

Supermarkedet indeholder også en masse små butikker med tøj og tingeltangel til næsten ingen penge. Og så er her køligt!

Jeg har lovet Olympia, at vi køber en bamse til hende så snart vi ser en. Den hun havde udvalgt hjemmefra- har jeg ikke fået med. Hun har egentligt aldrig været så tilknyttet til sine bamser eller behøver dem, men det som om længslen efter “Kaninus” er noget større her i varmen og trætheden.

Så vi finder et blødt og lyserødt møgdyr, som koster ca det samme som 12 store portioner stegte ris. De dyrker dem vist ikke selv her i Malaysia. Samtidig får hun øje på en PYJAMAS med lange ærmer og ben, som hun bare helt vildt gerne vil have. Jeg synes det virker lidt hul i hovedet med så varmt noget tøj, men det gør hun ikke, så vi køber det til 20 kr. :0)

De næste dage render hun så rundt i sit langærmet nattøj HELE TIDEN. Ved ikke hvad det er med hende og nattøj, men i Kbh vil hun også ofte afsted i nattøj. I starten sagde jeg nej, men da det stod klart for mig at det handlede om MINE og andres tanker om det, mere end om hun følte sig godt tilpas, ja så får hun altså nu lov til at tage det på hun vil. Mine egene begrænsninger skal ganske enkelt ikke ødelægge hendes lyst.

Vi er simpelthen i skønne Malaysia, søger hen mod kulden, spiser kopnudler og går i lange ærmer! Vi fyyyyrer den rigtigt af her i paradis.

Det som om vi er de eneste turister lige her, for showet med at bede Olympia om at stille op til et foto fortsætter. Hun gør det glædeligt de første dage, men jeg kan tydeligt mærke hun pludselig blir træt af det. Det ligger op til en snak om, at man altid skal lytte til sig selv og at det ALTID er okay at sige nej. (Bare lige på pånær ens mor, ikke :0) )

Jeg spørger hvad hun synes om, når nogen vil “ha fat i hende”. Hun siger, at hun ikke bryder sig om, når nogen bare rører hende og hele tiden vil sige Hej til hende. Vi laver en aftale om, at hun øjeblikkeligt siger: “nej, mor” – og så tager jeg hende med væk derfra med det samme.

Jeg kan sagtens mærke på hende, hvordan hun har det, men jeg tror på det er meget sundt, at hun selv får lov at mærke efter og så sige til og fra- og samtidig opleve at det øjeblikkeligt blir efterlevet. Vores aftale skal vise sig at fungere rigtig godt.

Vi sidder indimellem i indkørslen og nyder livet. Tegner, fisker i en spand og finder på sange. Tanken strejfer mig kort, om vi mon ikke skal “opleve lidt”, da naboen kommer kørende på scooter og spontant spørger, om ikke Olympia vil ha en tur. Det overrasker mig lidt, at hun straks siger ja og vil op, men rigtig fint, for så har hun fået snust lidt til en scooter inden vi selv skal prøve dem.

Og væk kørte den fremmede nabo med Olympia…

Hun var kisteglad og stolt, da hun kom tilbage og glææææder sig nu til vi selv skal lege scooter snegle.

Ahmen, er det ikke herligt vi kan opleve nyt kun 4 meter ude i indkørslen?

 

IMG_1074.JPG

På denne tid af året regner det indimellem her. Jeg kan virkelig anbefale at rejse på denne tid af året i disse dele af verden. For ikke nok med det er lav sæson og både fly og overnatningspriser er i bund, ja så er det pænt dejligt med noget regn, som virkelig opfrisker luften. Og så tørrer man lige så hurtigt, som man bliver våd. For når det regner, så regner det både hunde og katte i stride strømme.

Der er en første gang for alt- også for myggestik. Myggene er ganske små og stikkende også, så de sidste par dage har vi lige taget et par timers nathygge med is og film, for at aflede opmærksomheden lidt. Jeg fandt en spray med noget tomat?, lavendel olie og andet naturligt guf, som har vist sig at være yderst effektivt, for der er ikke kommet nye stik til siden.. Så jeg forventer en stille og rolig nat i nat uden den ekstra klø hygge.

Et stort godnat her fra Melaka

Kys & kram,

Rebecca & Olympia

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Det RIGTIGE Malaysia...